Mælkefestival
Dyrskue med fokus på mælkeprodukter
En ko har fire ben, og det har årets Mælkefestival i Helle Hallen også. De fire ben består af en fødevaremesse med fokus på mælkeprodukter, et dyrskue med malkekvæg og kødkvæg, en erhvervs- og boligmesse samt en sport- og fritidsmesse. I halen på dette bindes et politisk telt med ”Speakers Corner” hvor der udover valgflæsk også serveres mad og drikkevarer til de mange gæster. Dertil vil der også komme et par andre ”hoved” attraktioner i form af forskellig underholdning.
Målet er at sætte fokus på profilering af virksomheder, landbruget, foreninger, erhvervs- & byudvikling, samt bosætning i vort område. Kort sagt masser af inspiration, underholdning og kontakter, som kan skabe en udvikling.
Der forventes over 10.000 gæster til gratis oplevelse og inspiration den 16. og 17. sept. i Helle Hallen, eftersom der er gratis entre.
Planlægningen af Mælkefestivalen er i fuld gang og en del stande er allerede solgt, udtaler centerleder Peder Foldager fra Helle Hallen. Vi håber på op mod 250 udstillere, fortsætter projektkoordinator Lars Sillesen.
Helle Hallen har et tæt samarbejde med de lokale foreninger, som har været med i planlægningen og som vil bidrage med masser af frivilligt arbejde op til og under afvikling af Mælkefestivalen.
Helle Ridecenter, som ligger tæt på pladsen, er også inddraget og tager sig af hestene. Mindre dyr kan naturligvis også besigtiges, så Mælkefestivalen byder på meget mere end blot et enkelt muh eller to.
Spørgsmål vedr. arrangementet kan rettes til Lars Sillesen på tlf. 75 19 51 11 i tidsrummet mandag–fredag fra kl.8-16 eller via mail på maelkefestival@hellehallen.dk
På vegne af Mælkefestivallen
Peder Foldager Lars Sillesen
Centerleder Projektansvarlig
Helle Hallen Helle Hallen
Tlf. 75 19 51 11 Tlf. 75 19 51 11